Om Gudsbriller og børns åndelighed

Først skal vi lige ha styr på hvad åndelighed -eller spiritualitet egentlig betyder.

Spiritualitet kommer af det latinske ord spiritualis eller spiritus, som betyder både åndedræt og inspiration. 

I stedet for ordet spiritualitet, vælger jeg at bruge det danske ord åndelighed, fordi det er blødt og lækkert.

Åndelighed er det inspirerende pust ind i mig, som får mig til at ånde og giver mig liv - Ligesom Gud blæste livsånde i det første menneske og gav det liv - Bibelen 1 Mosebog 2,7

Åndeligheden er for mig det åndedræt som taler til mine fysiske, og dog usynlige kvaliteter som kærlighed, mod, fred, retfærdighed og sandhed og som hviler på intuitive, bevidsthedsmæssige, eksistentielle eller trosmæssige erfaringer.

En fornemmelse, en tanke eller blot et enkelt ord kan forbinde mig med det tynde sted i mit hjerte eller min hjerne, hvor åndeligheden bor og gror. Forfatter Carolyn Edwards taler om åndelighed, som den måde Gud bevæger sig i os på, og at det tynde sted er særligt tyndt og tilgængeligt hos børn -Og fordi børn ikke sondrer mellem det religiøse og det sekulære, det hellige og det vanhellige, er det måske derfor, at netop børns spiritualitet er så vigtig.

I de sidste 10 års tid har der været diskussioner om at tage det at børns åndelighed er medfødt, alvorligt. Til det kan man så spørge, om vi ødelægger den eller begrænser den ved den måde, hvorpå vi lever vores liv.

Hvis åndelighed er en medfødt gave til alle børn - hvis de er født med såkaldte gudsbriller på som en del af det at være...barn. Hvis de ser på verden, som det var Guds plan at se på den på, og hvis børnene blev overladt til deres eget skøn, ville de så, som det mest naturlige - læne sig opad den plan? Kommer vi til at rive gudsbrillerne af de små og træde dem i stykker?  Ja, det gør vi desværre nok.

Kan problemet være, at vores åndelighed ligger nedgravet, eller er jaget på flugt af vores moderne verdens berømthedskultur og, at materialisme suger al åndelighed ud af os og opmuntrer os til at leve på et niveau, som gør, at vi kun interesserer os for det, vi kan se (på skærmen), og det vi ejer? (lyder måske lidt surt, men er det mon ikke desto mindre sandt?)

Hvis nu vi kunne starte forfra, og det kan vi - Gud har aldrig travlt og han kommer heller aldrig for sent - så kunne vi, ligesom vi tager os af at hjælpe og vejlede vores børn til at gro og udvikle sig relationelt, fysisk osv.( venner, tænder..), også se på, hvordan vi kan vejlede dem og give dem plads til at gro og udvikle sig åndeligt.

Men først må vi være særligt opmærksomme på og forstå at vores børn i deres åbenhed og naivitet er sårbare over for indoktrinering, sund som usund, og at vi - i vores ønske om at beskytte dem - hverken kvæler dem eller begrænser dem i deres åndelige udvikling.

Viden om Gud er vigtig, men hvis vi kun fokuserer på at udvikle viden, stjæler vi det fra børnene, som de er skabt til - at have fællesskab med Gud.

Læs også Har Gud børnebørn?

Kærlig hilsen Josephine