Hvordan kan man snakke med Gud? Og hvordan kan vi begynde at forberede vores børn på, hvordan man genkender Guds stemme?
I sin bog Tro i børnehøjde, forklarer Rachel Turner det nogenlunde således: Gud skabte os med det formål at være sammen med ham og snakke med ham. Han skabte vores kroppe sådan, at vi kan gribe alt det, som han vil sige til os, og han taler ikke kun med ord, for ikke alle kan fange ord. Gud kan tale til os i drømme, lade billeder eller film dumpe ned i vores tanker. Vi kan opfatte med følelser og fornemmelser (mavefornemmelser), med huden ( kuldegysninger, varme) eller måske ved konkret at høre Guds stemme eller se noget, andre ikke kan se (sjældent).
For at hjælpe børn til at vokse ind i et fællesskab med Gud, må vi også vide noget om hvordan to-vejs relationer skabes.
Hvis man vil ha et forhold til et andet menneske, må man kommunikere med vedkommende for at lære det at kende. Man må kunne både lytte og fortælle, og man må være villig til at dele ud af sine tanker og følelser, for at der er tale om en relation. Kommunikationen må gå begge veje. Sådan er det også med Gud. Han både talerog lytter.
Lad os lige kigge på en gammel bønneregel: Telefonsvaremodellen. Du lægger en besked hos Gud og håber, at han hører den. Men inden da, skal du lige ha gennemtænkt, hvad du vil sige, hvordan du vil sige det, folde dine hænder og huske at sige Amen.
Men Gud har givet os en ny måde at være sammen med ham på - Jesus.
Ligesom disciplene fik lov til at leve sammen med Jesus, der på samme tid var fuldt ud Gud og fuldt ud menneske, og snakkede med ham om alt mellem himmel og jord, kan vi også gøre det.
Gud forsøger at gøre det så nemt for os som muligt at forbinde os med ham, og Jesus er hans gave til os, for at vi bedre kan forstå spillereglerne:
-Hvis det er i dit hoved eller i dit hjerte, så vil Gud gerne høre om det.
Så den med en fjern Gud, som ser ned på os oppefra eller en Gud, som kun interesserer sig for vigtige sager som vores bekymringer/glæder er for små til at være, er ikke noget Gud har fundet på.
For at hjælpe børn med at vokse ind i et fællesskab med Gud, må vi vejlede dem til sandheden og lære dem at erstatte at tale til, ud med at tale sammen.
Forfatter Rachel Turnerspurgte en gruppe børn, hvad der ville ske, hvis de ikke sad stille eller lukkede deres øjne eller sagde “Kære Gud” og “Amen”, når de bad ?
“...Så ville jeg virkelig, virkelig godt kunne lide det, og måske ville jeg også gøre det noget mere. Det ville være noget helt andet at bede, ligesom at ha´ en ven i stedet for bare at tale til Gud”.
Kan vi vi hjælpe hinanden med at komme af den gamle opfattelse af, hvad bøn er og hvordan man ringer Gud op, som faktisk adskiller os fra Ham? Har vi været med til at skabe et regelsæt for, hvordan man håndterer bøn? Hvis vi har det, kan vi så aktivt begynde at fjerne det igen?
En ven er én man kender og godt kan lide at tilbringe tid sammen med.
En af sandhederne om Gud er, at hans nærvær og tilstedeværelse også er beregnet til hverdagen, hvor end vi er og i alle situationer - også på legepladsen eller i en kø i Netto.
Så ud med det formelle sprog, som vi har udviklet til at høre sammen med bønnen, og som kan forstyrre eller bremse børns kommunikation med Gud, og ind med det uformelle sprog, som i “Hej Gud, Jeg har haft en god dag idag og det har været fedt at være til svømning. Dagen var også lidt dårlig, fordi Trine skubbede da vi skulle hente mælk i skolen. Jeg bliver ked af det, når hun er sådan og så kom jeg til at skubbe igen og rive hende i håret. Kan du ikke få hende til at la være med at være ond? Jeg vil heller ikke gøre noget ondt. Det er synd for morfar at han er syg. Han må gerne blive rask snart. Vil du tage mine dumme drømme væk, hvis de kommer når jeg sover? God nat Gud. Vi ses imorgen.
Det kan være utroligt forløsende for et barn at lære at snakke med Gud og derigennem hjælpe det med at udvikle et levende fællesskab med ham.
